Skal fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom (ME/CFS) samt duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS) behandles i psykiatrisk regi?

Debatindlæg bragt i Ugeskrift for Læger 2010; 172(34):2327
www.ugeskriftet.dk

Af Mette Toft

Nogle kalder dem ”modediagnoser”, som de ikke giver meget for, men fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom er ikke desto mindre anerkendte diagnoser hørende under henholdsvis reumatologien og neurologien med diagnosekoderne M79.7 og G93.3 i WHO's ICD-10.

MCS, multiple chemical sensitivity, har endnu ingen selvstændig kode i ICD-10, men har i Tyskland og Østrig fået diagnosekoden T78.4, uspecificeret allergi, og er i Japan opført som selvstændig sygdomsbetegnelse, kagaku busshitsu kabinshō, overfølsomhed over for kemiske substanser, under diagnosekoden T65.9, forgiftning uden specifikation.

I Tyskland må MCS efter en beslutning i Forbundsrådet ikke længere i socialmedicinbekendtgørelsen kaldes en ”somatiseringsforstyrrelse”. Også i andre lande, bl.a. Canada, er der taget skridt til at sikre de MCS-ramtes rettigheder.

I Danmark tænker man anderledes kreativt. Bl.a. i stordrift, jf. to artikler i Ugeskrift for Læger om en fælles diagnose, ”bodily distress syndrome”, og psykiatrisk behandlingsstrategi for funktionelle syndromer og somatisering, som det hedder^[1,2]. Modellen udspringer fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik ved Århus Universitetshospital og kan angiveligt på fordelagtig vis bruges til at håndtere besværlige patienter af mange slags.

For kronisk træthedssyndrom, ME/CFS (myalgic encephalomyelitis/chronic fatigue syndrome), er planerne allerede langt fremskredne. I Sundhedsstyrelsen taler man om et videnscenter, og i Region Midtjylland mener man, at det kan forankres i førnævnte forskningsklinik (jf. mødereferat for 17. møde i Den Regionale Baggrundsgruppe, 17. december 2009).

ME/CFS er imidlertid som nævnt en neurologisk lidelse og ikke nogen indbildt sygdom. Sophia Mirsa-sagen fra Storbritannien (kan googles) har vist, hvor galt det kan gå, når en alvorligt fysisk syg patient behandles af psykiatere og tvangsindlægges, fordi hun ”ikke får det bedre”.

Hvad angår MCS har Miljøstyrelsen i 2006 taget initiativ til et Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed, hvis opgave synes at være at frikende miljøet, for i stedet at lede efter ”psykologiske faktorer” hos de MCS-ramte. Videncentret har ingen miljømedicinere eller toksikologer ansat.

Tidligere forskningsleder, nu seniorforsker ved videncentret, cand.med., ph.d. Jesper Elberling, konkluderer i en nyligt publiceret artikel, at ”elektrochokbehandling bør anses for at være en behandlingsmulighed ved svær og socialt invaliderende MCS”^[3]. Elberling har endvidere fremført, at: ”Hvis observationerne om ECT er rigtige, så betyder det STOR (sic) optimisme for en fremtidig behandling af MCS”. Ikke ret mange MCS-ramte deler dette synspunkt.

I dette klima krænkes patienternes rettigheder i stigende omfang. Deres sidste udvej bliver at anlægge sager ved domstolene.

LITTERATUR

1. Fink P, Rosendal M, Dam ML et al. Ny fælles diagnose for de funktionelle sygdomme. Ugeskr Læger 2010;172:1835-8.
2. Schröder A, Fink P, Fjordback L et al. Behandlingsstrategi for funktionelle syndromer og somatisering. Ugeskr Læger 2010;172:1839-42.
3. Elberling J, Gulmann N, Rasmussen A. Electroconvulsive therapy substantially reduces symptom severity and social disability associated with multiple chemical sensitivity. Journal of ETC. E-pub ahead of print, 8. februar 2010.

© Mette Toft og Ugeskrift for læger, 2010